2006   Bølle-Bob og Smukke Sally

De ni læse-let bøger i "Bølle-Bog"-serien er opdelt i tre sværhedsgrader - A, B og C - og kan læses af børn fra 8 års alderen. "Bølle-Bob og Smukke Sally" er i C-serien, og er således blandt de sværeste at læse.

Denne gang handler det om overtro og nyreligiøsitet. Der kommer en moderne heks til byen. Hun sælger hellige sten, som kan helbrede alverdens sygdomme og give et lykkeligt liv, og hun holder nogle store møder, hvor syge faktisk bliver raske, når de får sådan en sten. Smukke Sally tror hende, men Bølle-Bob opdager, at der er noget galt og beslutter sig for at afsløre svindelen.

Gunnar Geertsens tanke med disse bøger er den samme som med sangene i sin tid. En irritation over, at pædagogisk materiale ofte taler ned til børnene, for begynderlæseres begrebsverden er på et langt højere niveau end deres læsefærdighed. Derfor er bøgerne ikke "barnlige" i deres handling, kun i deres sprog, men de er konstrueret præcis som voksnes krimier.

Samtidig behandler de hver for sig et tema. Det er samfundsmæssige spørgsmål, som børn ikke plejer at få præsenteret i læse-let bøger, men som de sagtens kan forstå, når handlingen er spændende nok.

© Gunnar Geertsen og Forlaget BØDKER - Torpsgade 13 - 7000 Fredericia - Tlf. 75 56 87 88