Bølle-Bob projekt på 2. årgang
på Stjernevejskolen i Hedensted

I foråret 2007 arbejdede hele 2. årgang (67 elever og 3 lærere) med projekt Bølle–Bob. Vi havde søgt BG-bankens litteraturfond og fået 5000kr. Pengene blev brugt til bl.a. indkøb af 6 sæt af Bølle–Bob serien. Hvert sæt består af 9 bøger og de er opdelt efter tre sværhedsgrader. Udvendigt ligner bøgerne hinanden, men der er faktisk tale om et individuelt materiale med forskellige sværhedsgrader.
For at få bøger nok (hele årgangen var i gang på samme tid), fik vi 2 sæt fra biblioteket og en af lærerne havde selv et sæt, som vi også brugte. Det er vigtigt, at der er nok bøger.

Det var en meget spændende periode for både elever og lærere. Eleverne nød meget at læse i bøgerne. De var spændende, læselysten var stor og børnene knoklede løs for at få læst alle ni bøger. Vi havde lavet en seddel til alle eleverne med bøgernes titel på, som hang på en tørresnor midt i lokalet. Når en bog var læst, skulle de skriftlige opgaver løses (findes i kopimappen). Dette blev ofte klaret parvis. Eleverne fandt lynhurtigt de elever, der arbejde med samme bog, og sammen sad de og løste de skriftlige opgaver.
Når det skriftlige arbejde var gjort, måtte de farve titel på bogen (arket på tørresnoren), så kunne lærerne og de andre elever følge med i processen. Kommentarer som: ”Oj, har du allerede læst fem bøger”, virkede stærkt motiverende.

Jeg synes det er det bedste materiale jeg har set – nok også fordi det virkede så fantastisk godt på vores elever – De elskede at læse og arbejde med det skriftlige arbejde, læselysten og læseglæden blev forøget og eleverne arbejdede enkeltvis eller i smågrupper og i forskelligt tempo og på forskelligt niveau. De arbejdede for deres egen skyld og ikke som en pligt, men fordi de var optaget af at lære noget.

Musiklærerne havde også glæde af materialet, da der følger en CD og et hæfte med sangene med. Til sangteksterne er der opgaver, hvor der arbejdes med vers – omkvæd – rim m.m.

Projektet var en stor succes og en god oplevelse for børn og voksne. Jeg kan varmt anbefale materialet. Det er gennemarbejdet og flot og eleverne ”rykker” med hensyn til at blive bedre og sikrere læsere, og der er masse af skriftlighed i systemet.

Kan bruges i foråret på 2. årgang og i begyndelsen af 3. årgang. Kan fint bruges på læsekurser, da det er et meget differentieret materiale.

Gitte Valbak - dansklærer
Stjernevejskolen, Hedensted 

 

© Gunnar Geertsen og Forlaget BØDKER - Torpsgade 13 - 7000 Fredericia - Tlf. 75 56 87 88